af:marie Chunky Cardigan

GRATIS opskrift – men som test. Vil du være med?


af:marie Chunky Cardigan er en lidt tykkere, hæklet cardigan med et fint rillemønster på bærestykket.

MEN – opskriften er ikke testet endnu. Det vil sige, at den ligger stort set færdig, men for at være helt sikker på, at alle vejledninger, udregninger og mål er korrekte, skal den gerne test-hækles.

Jeg har derfor brug for dygtige testere, der vil hjælpe mig.

Hvis du vil teste denne opskrift for mig, så får du opskriften ganske gratis i din mailbox sammen med lidt instrukser. Du skal bare hækle løs, men du har en direkte hotline i mig, hvis du løber ind i problemer.

Derudover skal du være med til at sikre, at der ikke er fejl, at alle mål passer, at garnmængden og ellers melde ind, hvis noget virker “forkert”.

Du må bruge lige det garn, du har lyst til, så længe hæklefastheden overholdes.

Er du frisk? Så send en mail til marie@afmarie.dk, hvor du skriver, hvilken størrelse, du gerne vil teste (find størrelserne herunder), og så vender jeg tilbage hurtigst muligt.

Jeg kan desværre ikke tilbyde at betale for garnet, men jeg tilbyder masser af hjælp og vejledning, den færdige opskrift i sidste ende og masser af god karma.

Jeg håber på at høre fra dig – og skriv endelig, hvis du har spørgsmål



Om selve opskriften på Chunky Cardigan:

Opskriften indeholder vejledning til størrelse XS, S, M, L, XL og XXL.
Cardiganen hækles oppefra og ned i en blanding af reliefstangmasker og halvstangmasker. Du kan med fordel prøve den på undervejs, så den kommer til at passe perfekt.

Hæklefasthed:
Rib: 20 fm over 18 rækker på 10 cm x 10 cm med nål 5,5
Reliefmønster: 19 rstm over 12 rækker på 10 cm x 10 cm med nål 6,5 (hvis ikke du opnår disse hæklefastheder på nål 5,5 og 6,5, så prøv enten med en halv størrelse større eller mindre). Vær opmærksom på ikke
at strække prøven, når du måler. Hæklefastheden er baseret på en neutral prøve.

Materialer:

  • Hæklenål nr. 5,5 & 6,5 (Husk at tjekke din hæklefasthed)
  • Tweed Everest (50 g = 100m)
    str. XS – 15 nøgler (str. S – 16 nøgler) str. M – 17 nøgler (str. L – 19 nøgler) str. XL – 21 nøgler (str. XXL – 23 nøgler)
  • Knapper 1,5 cm – 2,5 cm efter ønske (6-10 stk)

    Mål:
    Str. XS: Bryst: ca. 88 cm – Længde: ca. 53 cm
    Str. S: Bryst: ca. 92 cm – Længde: ca. 55 cm
    Str. M: Bryst: ca. 98 cm – Længde: ca. 57 cm (NB: tester fundet!)
    Str. L: Bryst: ca. 104 cm – Længde: ca. 60 cm (NB: tester fundet!)
    Str. XL: Bryst: ca. 112 cm – Længde: ca. 62 cm
    str. XXL: Bryst: ca. 118 cm – Længde: ca. 64 cm
  • Hækleopskriften er opdelt i en samlet vejledning for hver størrelse.
    Du kan finde alle vejledningsbilleder samlet til sidst i opskriften.